5 dages collage-kursus ved Poul Lange.
Tid
23.-27. august 2010, kl. 9.00-16.00
Sted
Mediehøjskolen, Emdrupvej 72, 2400 København NV
Pris
Kr. 3500 (incl. frokost og kaffe)
Antal deltagere
max 25
Tilmelding
>> Online tilmelding til sommerskole: En uge holdt sammen af lim
Hvem kan deltage?
Kurset er for alle, der ikke anser sig selv for at være »naturlige illustratorer« (selvom naturlige illustratorer naturligvis også er velkomne)
POUL LANGe OM KURSET
»Min karriere som »collagekunstner« startede med et ultimatum. »Hvis ikke du bruger den bunke til noget skulle du tage og smide den ud«, sagde min hustru med blik på min bugnende samling af gamle papirstumper, eksotiske busbilletter, pressede blade og andre slidte men i mine øjne umådelig smukke grafiske fragmenter.
Naturligvis kunne jeg ikke skille mig af med denne kollektion, som jeg havde akkumuleret i årevis, og således startede mit projekt, »1998, Helt Together by Glue« - 365 collager lavet dagligt i kalenderåret 1998 og senere udstillet på SoHo-galleriet Cast Iron Gallery (se www.poullange.com/1998).
Da 6 af collagerne blev optaget i Communication Arts årlige illustrationsudgave, begyndte art directors fra aviser og magasiner at ringe, og jeg var pludselig blevet illustrator.
Jeg tror aldrig jeg har mødt en grafisk designer, der ikke har en eller anden form for »bunke« ligesom min; der trods at være kærligt indsamlet gennem årene nu samler støv i en skuffe eller mappe. Dette kursus vil give os mod til at gribe til relikvierne, rive, klippe, smøre lim og endelig gøre disse materialer helt vores egne i form af uimodståelige collager.
Collager er allevegne: sønderrevne plakatsøjler, opslagstavler, magnetiserede køleskabe, rodede skriveborde og inDesign dokumenter. Kunstnere som Kurt Schwitters og Picasso har gjort flittigt brug af teknikken og der er nok ikke en grafisk designer der ikke på et eller andet tidspunkt har snydt sig til en illustration i collageform.
Vi vil på dette kursus hellige en hel uge til collage og se hvilket utroligt redskab det er for os, der ikke anser os selv for at være "naturlige illustratorer" (selvom naturlige illustratorer naturligvis også er velkomne).
Vi vil dagligt udføre opgaver i undervisningslokalet og gå hjem med lim på fingrene. Vi vil hver især medbringe bunker af collagemateriale, der gavnmildt deles (bortset fra de helt specielle stumper, der gemmes i skjulte lommer og hemmelige rum i tasken).
Vi vil lave illustrationer vi ikke drømte om vi kunne og genfinde den kreativitet der indimellem bliver glemt i vores daglige arbejde. Vi vil se KeyNote præsentationer og snakke om hinandens arbejde, mens vi piller lim af fingrene.
Men først og fremmest vil vi have det sjovt ... en rigtig arbejdsferie. Og så vil vi måske finde ud af om collage staves med c eller k.«
Opdateret 02-06-2010
Spørgsmål, kommentarer, forslag og rettelser til websitet er meget velkomne, og rettes til webmaster@dmjx.dk
